Nyheder

Træk vejret og syng dig sund

Solveig Nyman fik for over ti år siden konstateret KOL. Da muligheden for at starte på holdet ”Træk vejret og syng dig sund”, som er et tilbud udelukkende for borgere med KOL, var hun hurtig til at springe til.

"Da jeg begyndte i koret havde jeg 25 % lungefunktion. Efter at have gået på "Træk Vejret - Syng Dig Sund" er jeg nu oppe på 55 %. Vejrtræknings-øvelserne, og det at synge, er befriende, og det bedste man kan gøre for sig selv”, fortæller Solveig Nyman.

Det er Anne Mette Strandgaard, der én gang om ugen underviser deltagerne på holdet, og ved sæsonstart og - afslutning bliver deltagerne tilbudt at få målt deres lungefunktion. På holdet sættes der fokus på, hvordan man ved hjælp af den rigtige sammensætning af øvelser inden for sangteknik kan lære at kontrollere vejrtrækningen og styrke mellemgulvet. 

”Vi er heldige at have Anne-Mette, der giver så meget af sin erfaring. Jeg nyder og mødes med andre ligesindede hver tirsdag formiddag. Udover at jeg får det fysisk bedre af at synge i lungekor, så betyder det sociale også rigtig meget for mig. Efter hver undervisning slutter vi af med kaffe og snak, og så vender vi lige verdenssituationen”, griner Solveig, der til næste år har gået på holdet i 10 år hos Den Rytmiske i Nordkraft.

"Jeg har haft Solveig på mit hold fra starten, og hun er virkelig vokset både i lungefunktionen og livskvaliteten. Hun er gået fra grå til røde kinder og fra trist humør til fornyet mod på livet. Jeg er virkelig stolt af, hvor langt hun er nået", slutter underviser Anne Mette Strandgaard.

En sund krop i et sundt legeme

Det gamle ordsprog om ”en sund krop i et sundt legeme” holder stadig
stik. Forskning viser nemlig, at fysisk aktivitet ikke blot gavner kroppen,
men også sindet. Aftenskolerne er en del af visionsaftalen Bevæg dig for livet med Aalborg Kommune, som har til formål at få flere borgere til at være aktive.
Mulighederne omfatter bl.a. yoga, vandgymnastik, salsa og meget mere.